URL: kor.dk/hvorlangvartiden/?Hvor_lang_var_tiden___L%C3%A6sepr%C3%B8ver___Det_var_dengang

Det var dengang

                                   Københavns Hovedbibliotek 12. maj 2011

Det var dengang, blå gummisko var blå. Så blå som ens korte
bukser. Dengang skolen slog dørene op efter sommerferien den
12. august. Dengang det næsten var lidt for meget af det gode at
gå op af skolens nyferniserede trapper. Så overvældende effektiv
var lugten, at den næsten kunne bedøve en, som når man dan-
sede med fru Tastum P. til dans. Men selvfølgelig i den modsatte
ende af duftskalaen.
  Og det var dengang, man rykkede op i sit nye klasselokale og
fik blanke uskrevne skoleskemaer fra Bikuben. Og man på vejen
hjem fra sin første skoledag gik ind hos I. Christian Petersen og
valgte det mest slidstærke kulørte papir, som mor bandt bøgerne
ind i, sådan som bøger skulle bindes ind. Og når hun havde lagt
dem på bordet og klappet dem professionelt på maven, så skrev
hun med sin sirlige skrift på de hvide mærkater: dansk, regning
og religion.
  Og det var også dengang, at Gunnar Nu Hansen og hele Dan-
mark kæmpede med kaptajn Kurt Carlsen på ”Flying Enterpri-
se”. Og da han endelig måtte give op og så sit skæve skib forsvin-
de i bølgerne den 10. januar 1952, kunne han og vi ranke ryggen
i Danmark.
  Og det var dengang, da Erik Eriksen var statsminister, at prin-
sesse Margrethe blev arving til tronen i stedet for sin onkel, ar-
veprins Knud. Og da Erik Eriksen ikke længere var statsmini-
ster, så var det slut med de borgerlige, som holdt med far, der
havde sin egen forretning med et fint navn og få kunder. I stedet
blev det igen socialdemokraten Hans Hedtoft. Men det var så til
gengæld godt for Kurts og Pers far, der hverken havde en stor
eller lille forretning og holdt Socialdemokraten eller Politiken.

Jeg ser op fra min computer. Rejser mig. Det er godt at stræk-
ke benene. Kaster et blik på de andre, der også sidder og skriver
på Københavns Hovedbibliotek. Flakser rundt mellem reolerne.
Finder en Storm P. : ”Hvordan fik De ideen til Deres nye bog?”
  ”Jeg fik en fyldepen i julegave.” Ja, det er godt, at der i tidens løb
har ligget mange fyldepenne under juletræerne.
  Jeg har det godt mellem bøger. Mange bøger. Og det har jeg
altid haft. Været storforbruger af ord. Forsøgt mig som kriminal-
romanforfatter i første mellem med Kurt og Ivan. Kunne falde i
staver over spændende ord. Som da jeg en dag ville glæde min
mor med en lille gave og stod helt fortabt uden for ostebutikken.
Øjnene havde spottet navnet på den lille trekantede ost med et
eksklusivt navn, der matchede prisen. Jeg gik ind i butikken og
bad om osten med alpek løver.
  – Alpek løver? Gentog ekspedienten og gennemgik vel i sit
indre de mange meget spændende timer i zoologi og særligt ti-
merne efter spisefrikvarteret med løver. Men i timerne med løver
havde hun måske været forkølet eller hos skoletandlægen. I hvert
fald opgav hun og så spørgende på mig.
  – Ja, med alpek løver, gentog jeg nu lidt højere.
  – Mener du ikke med alpekløver?
  Jeg løb ud af butikken.

Jeg går tilbage til min plads. Computerens blinkende øjne ser
skeptisk på mig: Bliver det snart til noget, spørger de.
  Foran mig ligger gamle skolebilleder og en indbydelse til vores
jubilæumsfest for årgang 1951–1961 på Den Classenske Legat-
skole. Om fjorten dage, den 27. maj skal vi mødes på restaurant
Bakkely på Bakken.
  Det er derfor, jeg har slået mig ned her for at skrive et muntert
indslag til jubilæumsfesten. For her sad jeg for 50 år siden og læ-
ste til realeksamen. Godt nok er biblioteket flyttet til Krystalgade,
men duften i bageriet er som dengang. Rundetårn ligger, hvor det
lå, og livgarden marcherer stadig ned ad Købmagergade klokken
halv tolv.
  Nu er min computers spørgende blik blevet lidt mere forma-
nende. Til et ”Skal vi så se at komme videre”. Jeg sætter mig og
læser teksten igennem igen, imens jeg tænker på vores klasselæ-
rer i underskolen hr. Degel. Det vigtigste i en genfortælling, lærte
han os, er indledning og afslutning. Mon også det gælder for ind-
slag og taler til et skolejubilæum?
  Jeg må skrive en ordentlig indledning. Helst lidt morsom. Ikke
for lang. Og så sidder jeg her og skriver om, at min far og statsmi-
nisister Hans Hedtoft ikke stemte på det samme parti.
  Det duer ikke.
  Jeg sidder lidt. Går ned og køber en kop kaffe og en basse. Det
plejer at hjælpe. Vender tilbage til min pind. Måske har jeg en idé
nu. Ny side:

Kære klassekammerater!
  Vi ved det godt. Ikke alle tommeltotter er ens! Og så vidt jeg
husker, var jeg ikke den eneste dreng i klassen, hvis øjne blafrede
på nødblus, når den stod på klippe-klistre ind under jul. Men
sådan er der så meget. Som nu f.eks. ens knæ. Min far blev ikke,
som lange John Hansen, solgt til Juventus. Min fars knæ var alt
for bløde til fodbold. Til gengæld havde han let til smukke vers.
Sådan er livet så nuancefyldt.
  Men som sagt havde mine ti fingre det alle svært med at fin-
de fælles fodslag, når vores klasselærer hr. Ove Degel i december
kom ind med favnen fuld af kulørt papir og blokken med sakse.
Og som om det ikke var nok, så også lige den gamle kaffedåse
med lim, som vi – ØV! hvor det klistrede – selv skulle røre ud.
  Jeg overdriver vist ikke, når jeg påstår, at vi var mindst et par
fra vinduesrækken og en enkelt fra dørrækken, der hurtigt gav
op og glemte alt om hjerter og musetrapper og i stedet kastede
os over, hvad der lå inden for vores evner: små krøllede ringe til
klassens kilometerlange guirlande.

Som små krøllede ringe! Ja, men de kunne hægtes sammen.
  Hvor mange ringe blev det til? Og hvor lang er kæden blevet
siden den augustdag for 60 år siden, hvor vi gik ind ad den lille
røde port på Den Classenske Legatskole, eller den junidag, hvor
vi for 50 år siden forlod skolen gennem den store røde port med
en realeksamen og et: Vi ses selvfølgelig.

Jeg kaster igen et blik på mine gamle klassebilleder. Det ældste er
sikkert taget i den lille skolegård. Går vi i første eller anden klas-
se? Vi er 37 elever. Den lille med stritørerne ved siden af Rene er
mig. Og så er der klassebilledet fra realklassen. Nu er vi reduceret
til 22 elever. Men så er vi også ni år klogere!
  Og her er et tredje billede. Det er taget ved vores 25års jubilæ-
um. Men som dengang i realklassen på bænken i den store skole-
gård. Den var stadig rød. Og om fjorten dage skal der så tages et
nyt klassebillede ude på Bakken.
  Skolebænke kan males år efter år. Klassebilleder har det des-
værre som spejle. De er sjældent, hvad de har været.
  Men nu er jeg i gang. Nu skal der fortælles om klassens kulørte
og krøllede ringe, som tidens tand endnu ikke har fået tygget sig
igennem. Måske fordi de fik så rigeligt af hr. Degels klister.