URL: kor.dk/hvorlangvartiden/?Hvor_lang_var_tiden___L%C3%A6sepr%C3%B8ver___Isdronningen

Isdronningen

En gang om året sendte hun sin hvidkitlede lakaj med de
svup-svup-svuppende sundhedssandaler og de laksefarvede kar-
totekskort ned i klasserne. Og så kan det nok være, man følte sig
privilegeret, når det hele var overstået, og man vendte tilbage til
klassen, sikker på, at nu var der i hvert fald et helt år til næste
gang.

 

Isdronningen

Hjælp mig, jeg gribes af snigende angst.
Tandlægen kommer, og nu har hun fangst.
Jeg ved, det er tiden. Gir hjælpeløst op
med tandlægeskrækken bidt fast i min krop.

Hvidklædt hun står der og peger på mig:
Hen til skafottet! Mit blik råber: Nej!
Men ingen kan høre min bøn og mit råb,
jeg sidder alene, forladt uden håb.

Dørene åbnes, og jeg kaldes ind,
kold som en isbjørn, der savner sit skind.
Jeg skubbes og tvinges, så sidder jeg ned,
mens tandlægestolen blir badet i sved.

Nu skal der bores med hvislende fryd,
stikkes og prikkes med nåle og spyd.
Jeg er så forladt som en stjerneløs nat
og prøver at synke tamponer med vat.

Snart er det slut og mit mareridt forbi.
Nu vil jeg tænke på det, jeg kan li:
to tykke med ketchup, et nyt Anders And,
men drukner i stedet i slanger og vand.

Hør, alle slanger og snurrende bor,
hvil jer med glæde, hvor peberet gror.
Farvel! Jeg er fredet i hvert fald i år.
Jeg letter fra stolen, sir tak, før jeg går.