Artikler

Publiseret den 12. juni 2009 i Weekendavisen

Beethoven: De sidste klaversonater i magistral dansk indspilning

På marmorklipperne

Peter Johannes Erichsen
12. juni 2009

I ungdommen trænger Beethoven uhindret ind i sindet på den lyttende med fuld romantisk egensindighed. Med alderen stiger uudgrundeligheden. Klaversonaterne, der var som en novellesamling, bliver nu til kryptogrammer. Men på den måde er Beethoven evighedssikret. Atter og atter kan man passere denne bjergkæde af sære syner, beundrende og sjæleglad, men bjergpassene har lukket sig. Sådan må det være. Dengang den store kultur med grammofonpladecovers eksisterede, kunne man se Beethovens musik blive associeret med malere fra langt tidligere århundreder. Især de gigantiske blev trukket ind i toneriget. Men selv Beethovens egne samtidige, Caspar David Friedrich og William Turner, født henholdsvis fire og fem år efter ham, synes ikke at illuminere ham. Ludwig van Beethoven er arkitektonisk i sin musik, ikke koloristisk. Hans formfuldendte gråtoner aflæses mest kongenialt i vor landsmand C.F. Hansens stejlt afmålte byggerier. Men denne klassicistiske formgiver var født 1756, samme år som Mozart, og slet ikke i sværmen omkring 1770, hvor Beethoven så dagens lys. Når Mozarts enke Constanze i sin københavnertid fra boligen i Lavendelstræde kunne følge byggeriet overfor af byens nye Domhus, var det beskuet fra nutiden et godt sindbillede på, hvad der tårnede sig op i Beethovens symfoniske udladninger på samme tid. Hvor er musikkens rige mere bombesikkert end arkitekturens og malerkunstens! Sten og lærred kan destrueres, partiturer er flyvske ud over alle grænser.

Beethovens fem sidste klaversonater, fra numrene 28 til 32, er med grandiost overblik og funklende intimitet blevet indspillet af pianisten Sverre Larsen. Optagelserne har fundet sted i Kuhlau salen i Lyngby på et Bösendorfer flygel i efteråret 2008. Der blandt andre steder har Sverre Larsen siden hen fremført værkerne i en koncertrække, med fremragende introduktioner af organisten Henrik Palsmar. I coverhæfterne til de to CD'er gør Sverre Larsen selv indsigtsfuldt og personligt rede for, hvilke kræfter der slippes løs i denne overdådigt rige og grænsesprængende musik. At det gedigent indadvendte som nævnt for et ungt menneske må være gefundenes Fressen startede vi med at postulere - eller erindre, om man vil. Tag nu sonate nr. 28 op. 101 i A-Dur, hvor førstesatsen etwas lebhaft, und mit der innigsten Empfindung lyder som noget, man er kommet for sent til, som noget der har været i gang et godt stykke tid før. (Et lignende delikat fænomen gør sig gældende i starten af Mozarts symfoni nr. 29, også i A-Dur). Sublim adspredthed karakteriserer hele klaversonatens åbnende allegretto. Men det er kun en stakket frist, for så beslaglægger andensatsens lebhaft, marchmässig dobbelt så megen tid på sære søndrende pletskud. Øjeblikke, som kunne være funker fra det senere meteorregnsværk op. 120, de 33 variationer over en vals af Diabelli, Beethovens største opus for klaver. Dog, nu skifter vivace alla marcia-kaleidoskopet til en adagio-sats langsam und sehnsuchtsvoll, med rekordkort levetid, 2½ minut. En mærkelig køren træt i sjælens krybespor. Så med et svirp er finalens allegro i gang, og hvad der her albuer sig frem uden fine fornemmelser, noteres geschwind, doch nicht zu sehr, und mit Entschlossenheit. Alt dette mestret af Sverre Larsen med et næsten høfligt kraftoverskud, som så viser sit vingefang, når det daler ned over Hammerklaversonatens ørnerede.

Op. 106 i B-Dur varer 44 minutter. Med den gjaldende fanfare-åbning varsles en sonaternes Eroica, men her i 1818 er vi langt fra den tredje symfonis ungdomsglød 15 år tidligere. Beethoven er nu totalt døv, så kun den indre verdens komponerede lyde synes disponible. De får så deres udfoldelse i den bredest tænkelige skala, fordi det til rådighed stående hammerklaver tilbyder Beethoven den tids yderste bristepunkt. Derfor venter langt fremme i sonaten en slutfuga af svimlende dimensioner, der kan trakteres som et tonernes krematorium, men som Sverre Larsen fastholder livgivende med højstemte klange og lysbringende energi. Det er på denne tid, at Beethoven skaber sin Niende symfoni, og viljen til at overgå alle tidlige langsomme satser i meditation er til stede begge steder. Hammerklaversonatens henført selvforglemmende appassionato e con molto sentimento får efter sig en vævert spundet lille bro som bindeled eller spændeskive før finalens allegro risoluto. Betagende krystallinsk spænder Sverre Larsen dette korte largo-stykke ud, og ikke et øjeblik er man i tvivl om afgrundsdybets stumme eksistens nedenunder. Men der kan ikke som i Den Niende loves forløsende menneskestemmer forude. Den store fugas nervespil er af en anden verden. Man nages af længsel efter førstesatsens jordiske toneregn af givende amnesti-klange, sådan som de under Sverre Larsens hænder får deres kærlighedsstrøende liv. Den skillende lille scherzo lige efter får næsten kontrabande-karakter, så den i en stumfilm kunne følge Bizets utøjlelige Carmen op i bjergene.

Men den langsomme sats lejrer sig i sindet som en dybtliggende sort vulkansø. Her er det for alvor, at Sverre Larsen slår lysfunker af marmorklipperne.

De tre sidste sonater, op. 109 i E-Dur, op. 110 i As-Dur og op. 111 i c-mol, varer tilsammen kun godt en time, men her kan maleren Caspar David Friedrich så alligevel komme ind i sammenligningen, for hans mest geniale billeder er i størrelse alle til lige at tage under armen, men ude i verden kendes og elskes de som enorme panoramaer. For Beethoven er sonate nr. 30 måske den snedigste følelsesfælde, han nogensinde har opstillet. Efter to korte satser, en rislende adagio espressivo og en sprudlende prestissimo, indskibes man i det ømmeste sangbare tema og tror sig hensat til den langsomme forventede sjælersats, men det er i virkeligheden finalen, der således med variation efter variation lokker og leder den lyttende fra kaminhygge over kold ekstase videre til moralsk myrekryb og amokløb, for så at udpege solide spigre at hage sig fast i og nå forvisheden om, at dette var dog ikke en dødsdrom, men et jubelkronet memento vivere, når variationernes kærtegnende tema vender tilbage. Alt, hvad der ligger af Schubert-udpegende i denne musik, vækker Sverre Larsen til live, så når sangmelodien til slut diminuerer og forsvinder, bliver tørsten efter menneskestemmer probat.

Sonate nr. 31 læsker med sin indbyggede arioso dolente - Klagender Gesang - måske denne higen, men straks fra begyndelsen sørger et forførende henført moderato cantabile for, at man bedyrer aldrig mere at ville ønske sig mere end klaverstemmen, sådan som denne førstesats blomstrer op fjernt fra jordiske struber. Derpå den lynsnare allegro molto på bare et par minutter, der med et falkeblik afsøger territoriet. Så med den følgende adagio resultatet, det fuldkomne øde. Her hæver klagesangen sig så, ikke til uanede højder, som den gængse kliché lyder, men til nådig forbløden i en fuga. Der er en dødens vuggevise over hele denne sonate, og hvad man kan kalde for lyse øjeblikke rummer kun smerte. For Sverre Larsen er heller ikke de sidste takters vilje til trodsig jubel noget, der skal bryde drømmesløret i dette krumsluttede mesterværk.

Sonate nr. 32 vil altid være det store dyr i åbenbaringen. Med kun to satser tager Beethoven afsked med klaversonaten, ni minutter med Maestoso, sytten minutter med Arietta som påskud. Vil man opleve ekstremet, illusionen af sonaten lysende uskrevet i Beethovens sind, kan man ty til indspilningen med Arturo Benedetti Michelangeli, men for de fleste vil det være en danse macabre. Den i Thomas Manns Doktor Faustus så sjælfuldt beskrevne sonate viser bygmesteren Beethoven så prægnant som nogen sinde. Hvad der tårner sig op af kvadre i førstesatsens allegro con brio ed appassionato er som en Kheops-leverance, der går i lavine. Skiftet til slutsatsens adagio molto semplice e cantabile synes i begyndelsen den rene palmelund for den udasede, men nej. Den mand, der måtte bide i klaverrammen for på trods af sin døvhed at høre sin musik, gelejder os ud på evighedskystens rullesten, hvor intet står fast. At en stor dansk pianist ved denne lejlighed kunne gribe os med sine hænder er mere end et lykketræf.

Destinations URL: http://www.weekendavisen.dk/infomedia/view/2948580e836d679ebe74353d36007f93