|
1. Februarkulden har lukket sin ring.
Himlen har sne i sin dyne.
Grå silhuetter, der lister omkring,
spejder: Er tøvejr i syne?
Gennem sneen flammer som ild
første erantis! Måske faret vild?
synger sin februarsalme.
2. Solbrændt med hue, dér står du igen,
sendt af Vorherre med glæde,
rund og fornøjet, min trofaste ven,
glad som et barn på sin slæde.
Håbet lyser dér, hvor du gror,
bryder som troen den frosthårde jord.
Tak for din februarsalme.
|
3. Februarkulden kan lukke sin ring.
Himlen kan ryste sin dyne.
Men hvor jeg undrende ser mig omkring,
kommer mirakler til syne.
Op af jorden prikkes med fryd
ti tusind grønne og snehvide spyd,
sendt som en februarsalme.
4. Så lad os vente tålmodigt med dem,
snart lufter foråret tøjet,
giver den trætte et kys og et klem,
himlen får lysglimt i øjet.
Dagen strækkes mer end i går,
før vi ved af det, blir vinter til vår.
Solsorten synger sin salme.
Tekst: Niels Johansen 2009
Melodi: Werner Knudsen 2009
|
