|
1. Halehoi! kære Klods-Hans. Som kys på min kind,
som storken, der kommer med sommer,
du rider med træsko og gedebuk ind
i hjertet med majfyldte lommer.
Og synger, at livet er mer end en bog,
det ved hver prinsesse, hvis hun er lidt klog.
Så klog som den klogeste hofpædagog.
Og det er en rigtig prinsesse.
2. Så farvel, kloge Åge, farvel, oldermand,
farvel, lille småtingsminister.
Kom, bøj jeres stivsind, og tæl, hvis I kan,
en stjernenats tusinde gnister.
Og fyld blot en træsko med pludder og drys,
og blæs på de tanter, der siger: Tys-tys!
Og syng så med Klods-Hans. Giv solen et kys.
Måske får I ti af prinsessen.
3. Husk nu på, kloge brødre og snobbede far,
at Klods-Hans er ikke den dumme.
Men fik han en hest? Nej, en hest, hvabehar?
I lod ham gå hjemme og brumme.
Men er du en Klods-Hans, så meld ikke pas,
de rigtige venner er ikke af glas,
og har du en ged og dit hjerte på plads,
så tror jeg, du vinder prinsessen.
|
4. Gør så livet så stort, som dit hjerte er rødt,
og pluk dine jordbær i haven.
Hvert hjerte er kostbart og sårbart og blødt,
og det er jo det, der er gaven.
For har du et hjerte så hårdt som en sten,
og fik du i tilgift de småliges gen,
så er du trods rigdom en livsfattig en,
og får ingen kys af prinsessen.
5. Hop så op på din gedebuk! Kom nu af sted,
hør, solsorten synger i linden.
Og ser du en oldermand, tag ham blot med,
du rider med solen og vinden.
Lad hastværket krympe, til det går i stå,
se, blomsterne ler blandt de solbrændte strå,
og hvis du nu binder en krans af de blå,
så danser du snart med prinsessen.
Tekst: Niels Johansen 2009, 2010
Melodi: Werner Knudsen 2009
|
