|
1. Snuetung novemberhimmel,
fattigt krageklædt i sort.
Mon du gør en digter svimmel?
Nej, det har du aldrig gjort.
Du blev farvesat en mandag,
da paletten den var tom.
Alle tænkte: Pyt, man kan da
male regnvejrshimlen om.
2. Men Vorherre lo fornøjet,
rørte stadig farver op,
så med smil i malertøjet
solen gavmildt stige op.
Gemt bag store tykke kraver,
ser vi småt og ikke stort.
Røde, grønne, havblå farver,
blanded Gud novembersort.
3. Se med hjertet: Kom, november,
med din mørke harmoni,
hvor vi selv og skoven dæmper
alle lyde, går i hi,
rig af forårslyse blade,
pinsesolens ild i maj.
Børn og børnebørn, der glade
leger skjul og gemmer sig.
4. Jeg vil gå en tur langs fjorden,
lukke vejret modigt ind.
Gule blade dækker jorden,
rynket som en kærlig kind.
Og så mindes jeg de gamle,
der har trådt den sti, jeg går.
Nu skal børnebørn selv samle,
hvad vi samled gennem år.
|
5. Tågen letter, gennem disen
ser vi byens tunge krop.
Ved hvert fodtrin brister isen,
ingen vandpyt giver op.
Træerne er nodestreger,
Jeg vil sætte toner på.
Rig er den, hvis hjerte ejer
vers, der farver himlen blå.
6. Nøgne marker ligger tomme,
venter på, hvornår det sner.
Hvad har himlen i sin lomme?
Første snefnug? Her og der.
Hjertet vokser i november,
og i mørket skimtes snart
stjernesolen i december.
Fuglebrættet er parat.
7. Se, dér kommer mine fugle
i den første sne og slud.
– I må nøjes med den smule,
som vi dagligt lægger ud.
Skoven krymper, bliver mindre,
mark og haver går i hi.
Modigt vil I overvintre!
Kom hver dag et smut forbi.
Tekst: Niels Johansen 2007, 2010
Melodi: Werner Knudsen 2007
|
