- to viser, flere vinkler, samme tone
A
1. Jeg tror på mirakler, de store og små, som kommer forunderligt ud af det blå. En dag, hvor jeg føler min skærm går i sort, står glæden og blinker og staves med stort.
2. Og så må jeg standse og tælle til ti og spørge mig selv: Gik en engel forbi? Jeg har det med engle, hvordan ser de ud? Ja, hvad skal jeg svare, at det ved kun Gud.
3. Og dog tør jeg sige, de ligner vist dem, som kommer og gir mig et knus og et klem, når jeg som en flaske, der ikke gir pant, kan stilles til storskrald som uinteressant.
4. Gud sender mirakler med post og med fly, men størst af dem alle: At vågne på ny, at føle sig hjemme og tryg lige her og sige godmorgen til den, man har kær.
5. Jeg tror på miraklet, at vand blev til vin, og takker for gaven – ja tænk, den blev min, to ører, der hører, og øjne, der ser Guds tegn og mirakler, som sker lige her.
|
B
1. Jeg kan ikke trække det korteste strå, når himlen er mer end almindelig blå, så finder jeg klitten, en grydefuld sand og tæller de både, der nu er på land.
2. Her ligger jeg lunt som det strandblæste rav fra skabelsens morgen, let rynket af hav, af vinden, der kyssed, og stormen, der bed, af solen, der dagligt går op og går ned.
3. Jeg ved godt, at dage kan være så grå, at vejen til bunden er hurtig at nå, men finder så efterårssolen mig her, da blir jeg et genskin af det, som jeg ser.
4. Det er som at finde sin helt egen sten, lidt ydmyg i sandet, men skyl den blot ren. Mirakler kan skjule sig under lidt sand, men lukker sig op, når de kommer i vand.
5. Så den dag, jeg trækker det korteste strå, da husk mig på det, jeg i vandkanten så. Fortæl, vi er skabt med et paradis-gen og elsket af Gud – ja, hver eneste én.
Tekst: Niels Johansen 2010 Melodi: Werner Knudsen 2010
|