da

Reviews

Whether their misleading title (Bach would not have given the English a thought during their conception) or the unusual gravitas of sentiment has contributed to a comparatively enigmatic status of the English Suites  is hard to know. There are gems aplenty among these pieces, however, which convey a portentously contrapuntal energy alongside the more mercurial qualities of the French clavecinistes tradition. After all, these are works written possibly as early as 1714 when Bach was priming his concerto techniques alongside the established dance of his forebears. It is not an easy cocktail to handle, especially as there rarely seems to be a clear line between the private and the public Bach. Which is a demonstrative concert piece and which is an internalised musing?
The readings of the Danish pianist Sverre Larsen reflect something of this oft-noticed dilemma but compared to most of the competition, his approach is mainly at ease with itself. He splits the works evenly between a Steinway Model D and a Bösendorfer (the latter is marginally preferable) and delivers refreshingly unmannered and genial performances. A highly accomplished pianist….Larsens benevolent disposition and clarity of intent fills a gap. This is Bach with a smile.
JONATHAN FREEMAN-ATTWOOD – Gramophone april 2003

 

Clarity and lyricism in a capable traversal of the last five sonatas

 The straightforward musicianship and beautiful singing tone that distinguished Sverre Larsen's earlier recording of Bach's Partitas (Classico, 4/06) make themselves felt throughout the last five Beethoven sonatas, especially in the composer's most lyrical and poetic passages. Listeners will notice, for example, the Op 101 first movement's cogent voice-leading and the third movement's magically effected transition into the finale, the Op 110 first movement's songful eloquence and well articulated left-hand work, the op 106 Adagio's steady and sustained deliberation, or the exceptional tonal control with which Larsen shapes the long chains of trills in op 109 and Op 111 concluding variation movements. Ideally one would want greater contrast between the op 109 first movement's tempo shifts or, in the Op 106 and Op 111 first movements, harder-hitting accents and more dramatic thrust. Furthermore, next to the astute timing and lithe touch of Richard Goode (Nonesuch, 3/94) in the scherzos, Larsen comes off sounding relatively sober. Yet the Hammerklavier's fugue is as clear and energetic as the catalogue's best versions, and avoids the slightest slowing down as it progresses. The recorded sound conveys the realism and impact of a small concert hall.

 JED DISTLER - Gramophone October 2009

 

 

En Frygtløs bedrift

45-årige Sverre Larsen er ikke bange for at beskæftige sig med de største mesterværker af Bach og Beethoven, selvom konkurrencen på de felter er unådig. Og Larsen gør det eneste fornuftige: er sig selv. Han er en meget sikker og redelig pianist, der spiller Beethovens tre sidste sonater som Danish Design, Ukrukket og uden overflødig pragt. Hovedvægten ligger på klarhed i argumentationen og proportionerne, og selv over store forløb evner han at holde musikken i stramme tømmer. Det generelle indtryk er af kontrol og klarhed.

Den levende arv fra fortidens store musikere har det med at skræmme andre fra at tage fat, og meget få danske pianister har turdet - og fået mulighed for - at indspille dette kernerepertoire. I en musik, der er så åben for fortolkninger som de sene sonater af Beethoven, er det desuden irrelevant at diskutere, hvordan Larsens cd måler sig med historiske indspilninger af Artur Schnabel eller Wilhelm Kempff. Med sine to nye Beethoven-cd'er (op. 101 og "Hammerklavier"- sonaten er også udkommet) viser Sverre Larsen, at han er blandt de dygtigste pianister i Danmark, og at han har modet og evnerne til at tage denne udfordrende musik på sig og give den videre til lytterne.

 JENS CORNELIUS - Klassisk 9. november 2009

 

 Hemmelig dansk pianist

Hvordan kan det være, vi har en dansk pianist gående rundt, der udsender overbevisende cd'er - i denne omgang med klaversonater af Beethoven - men som i øvrigt mest spiller rundt om i landets små musikforeninger? For en fem års tid siden var det Bachs ' Engelske Suiter' og hans partitaer for klaver, Sverre Larsen udgav på plademærket Classico, så jeg dengang med begejstring kunne skrive om »spidst pointerede nuancer, tydelige dynamiske gearskift« og et aldrig fraværende musikalsk drive.
Nu har den 45-årige pianist kastet sig over Beethovens sene sonater, og guderne skal vide, at især den såkaldte 'Hammerklaversonate' er tæt på at være uspillelig. Men ikke for Sverre Larsen , der endda sætter sit personlige stempel på indledningsakkorderne.
Den store adagio gør han til en verden, man gerne fortaber sig i, og finalen til et imponerende helstøbt statement.
Fuldstændigt i Beethovens kantede, muskuløse ånd, men også med en soberhed og en klarhed i fortolkningen, der på samme måde karakteriserer den umiddelbart forudgående sonate i rækken, nemlig A-dur'en nummer 28... som i øvrigt ikke er meget lettere at tackle, skulle vi hilse og sige.
Så meget desto mere ros til pianisten for hans resultat.
THOMAS MICHELSEN - Politiken 19. maj 2009

 

Den danske pianist Sverre Larsen har ikke gjort stort væsen af sig på koncertscenerne. Ikke desto mindre gemmer der sig to timers god Bach bag det enkle blå cover på hans nye cd. Spidst pointerede nuancer og tydelige dynamiske gearskift viger for det solide, strømmende og diskret plastiske. Men det musikalske drive er aldrig fraværende, og tempiene karekteriserer gennemgående de stiliserede dansesatser – allemande, courante, sarabande etc. – udmærket.
THOMAS MICHELSEN – Politiken  8. maj 2003

 

Tilfældet har villet, at jeg ikke før er stødt på pianisten Sverre Larsen, hverken på CD eller i koncertsammenhæng. Derfor kom hans levende og nuancerede Bach-spil i de seks såkaldt engelske suiter som en dejlig overraskelse. Optagelserne har fundet sted i to omgange, hvor Bösendorfer-flyglet i Lyngby nok egner sig marginalt bedre til opgaven end Steinway-instrumentet i Lyngby. Alt i alt meget  anbefalelsesværdigt
KNUD KETTING – Jyllandsposten  9. april 2003

Bachs ”Engelske Suiter” er på hjemlig grund ude med en pianist af et vist format, Sverre Larsen, 38  år. Bestemt et stort talent med blik for det lineære i stemmernes flugt og for harmoniernes strukturelle holdning i formforløbet. Måske en anelse for livligt, hvad enkelte hurtige slutsatser angår, der trues af det hektiske, men ellers med motivation i hele Bachs karakteristiske, dynamiske sættemåde med klart aftegnede forhold i de forskellige planer. En indspilning, der lover godt for Larsens fremtid som pianist.
BERNHARD LEWKOVITCH – Kristeligt Dagblad

Hvad er vigtigst hos J.S.Bach? Det vandrette eller det lodrette melodierne eller harmonierne? Den  danske pianist Sverre Larsen virker ikke i tvivl. Hans indspilning af de seks ”engelske suiter” klinger overraskende flot. Melodierne lægger sig lag på lag på lag… Det er ærgerligt, at man ikke hører mere til ham rundt om. Rigtig mange vil kunne lide sættet her. Det rummer megen dramatik, megen melankolsk poesi, og det er forsynet med meget informative noter af Henrik Palsmar. Suiterne hører til Bachs tidligere ting, men overskrider alle forbilleder. De blev ”the suites to end all suites”
SØREN H. SCHAUSER – Berlingske Tidende

 

 

www.sverrelarsen.com

Mailform Sitemap Print Home